Vi kan gå på nettet, næsten uanset hvor vi befinder os – ved den mest øde Vesterhavsstrand eller langt ude i skoven.
Det er selvfølgelig rart og vældig nyttigt altid at stå i forbindelse med andre. Men for ikke så mange år siden klarede vi os glimrende uden konstant at interagere med nettet. Børn klarede sig uden altid at være forbundet med deres forældre via en trådløs navlestreng. Det oplagte var ikke at streame en film, gå på YouTube eller logge på et socialt medie, når vi kedede os i bussen eller venteværelset. Vi levede med, at et spørgsmål tumlede omkring i vores hjerne uden straks at blive besvaret via et Google-opslag. Vores liv var ikke ringere, bare anderledes, mindre hektisk.
Jeg vil tro, mit internetforbrug er omtrent som de flestes. Jeg forsøger at holde igen hvad angår sociale medier, fordi meget af indholdet helt ærligt ikke er videre interessant. Jeg læser en del nyheder, er på e-Boks, i kontakt med min bank og researcher en del på nettet i forbindelse med mit arbejde. Ikke noget overdrevent forbrug, vil jeg tro. Og dog har jeg en mistanke om, at mit net-forbrug har konsekvenser.
Det stjæler min opmærksomhed, får mig til at se ned, i stedet for at løfte blikket og se op, ud og omkring. Desuden har jeg nettet mistænkt for at æde min koncentrationsevne. Jeg mærker det først og fremmest, når jeg læser. Jeg har sværere ved at fastholde min opmærksomhed ved en tekst end tidligere. Det gælder især artikler. Lange forklarende indledninger irriterer mig, uanset hvor velskrevne de er. Giv mig nu bare svaret på det spørgsmål, overskriften udløste i mig, så jeg kan komme videre! Men også fagbøger og skønlitteratur har jeg sværere ved at koncentrere mig om. Jeg er simpelthen blevet en mere utålmodig læser – en både nedslående og bekymrende konstatering, når man holder virkelig meget af bøger, af at læse og selv er forfatter.
I et større perspektiv er det bekymrende, hvis andre – mange måske – oplever det samme. At den måde nettet fungerer på – den hast, hvormed vi kan få stillet vores hunger efter hurtige svar eller opmærksomhed, f.eks. via sociale medier, og mængden af data, vi uafbrudt beder vores hjerne forholde sig til – æder vores koncentrationsevne og gør os mere rastløse og utålmodige. For så står vi med et meget stort problem, der måske allerede nu viser sig ved ringere læsefærdigheder blandt børn i folkeskolen (uanset læseundervisningen i mange år har været højt prioriteret) og et stadigt faldende antal læsere af skønlitteratur blandt voksne. For hvordan kan vi forblive et videnssamfund, hvis vi i stigende grad har svært ved at koncentrere os længe nok til at læse en tekst og tilegne os viden?
På et tidspunkt var jeg lektiehjælper for en pige i 3. klasse. Opgaven var at læse en tekst om det gamle Egypten og besvare de medfølgende spørgsmål. Måden, hun greb opgaven an på, var ikke at læse teksten fra ende til anden. I stedet scannede hun teksten for ord, som var fremhævet i listen med spørgsmål. Effektivt, ja. Men hendes mål var udelukkende at besvare spørgsmålene og få opgaven overstået, ikke at læse teksten eller blive klogere på det gamle Egypten. Målet var desuden at komme tilbage til telefonen eller den tablet, hun snildt – helt opslugt og fuldt koncentreret – kunne bruge en time eller to på med spil, TikTok eller YouTube-videoer.
Måske er pigen speciel, måske er det bare mig, der er blevet en mere ukoncentreret og utålmodig læser. Måske har ingen af delene noget at gøre med den måde nettet, telefonerne, computerne fungerer på. Måske er det bare hendes og min hjerne, der påvirkes af den voldsomme mængde data, vi hele tiden konfronterer den med og beder den bearbejde, så vi kan finde ud af at være i verden. Jamen, så glem det. Så har vi jo ikke noget problem.
Men genkender man problemet fra sig selv, sit barn, sin skoleklasse eller andre, så bør vi måske gøre noget. Reducere mængden af skærmtid og indføre internetfrie zoner – i stedet for Wi-Fi-zoner – for at give hjernen en pause og os selv en chance for at koncentrere os længe nok til at læse en tekst eller bog færdig og lære noget.
Hvad om vi startede i folkeskolerne og gymnasiet, når brugen ikke er undervisningsrelateret? Bare på halvdelen af dem som et forsøg. Måske kunne det faktisk gavne indlæringen samt have utilsigtede bivirkninger i form af mindre stress og bedre social trivsel.
