Jeg gik i stå på side 55. Jeg ved det, fordi et bogmærke i form af et postkort er stukket ind på denne side – fra Lübeck, Holstentor.
Præcis hvornår jeg gik i stå, ved jeg ikke. Mit eksemplar af Donna Tartts ”Stillidsen” er trykt i 2014 (1. udgave, 7. oplag), så mon ikke det var engang i 2015, jeg købte bogen, tog fat på at læse den og holdt op igen. At det skete, fatter jeg ikke, nu hvor jeg med små ti års forsinkelse endelig har fået den læst færdig. For det er en voldsomt velskrevet, vild og vidunderlig røverroman.
Når jeg siger, jeg har læst bogen, er det mere korrekt at sige, at jeg har lyttet til den. Og det er måske grunden til, jeg overhovedet vendte tilbage.
Men når man er i gang med et lidt større loftsprojekt (Noget med en masse isolering, nyt gulv, nyt loft, nye … eller sagt på en anden måde: mange timers arbejde), er det godt at have noget at lytte til, og hører man ”Stillidsen” til ende, når man lige nøjagtig at runde 33 timers lytning med to minutter. Og et eller andet sted har det altid naget mig, at jeg ikke blev færdig med den dengang.
Jeg gik i stå, hvor romanens hovedperson, den på det tidspunkt 13-årige Theo Decker, kæmper sig vej ud af de murbrokker en eksplosion på et kunstmuseum i New York har efterladt. Egentlig et underligt sted, for det er jo bestemt ikke uden drama, eftersom Theo netop da er i færd med at stjæle det maleri af en lille fugl, stillidsen, som hele romanens handling bindes op på.
Men Donna Tartt giver sig bogen igennem rigtig god tid, og jeg tror mine forventninger til bogen var helt forkerte. Jeg troede vist, der ventede mig en mere stilfærdig fortælling om en ung mands opvækst i USA. Samtidig blev jeg nok ramt af, at romanens tone i begyndelsen er ret trist eller melankolsk, hvilket ellers giver god mening, for Theo Decker, der også er bogens fortæller, mister sin mor i forbindelse med eksplosionen. Så måske forvirrede romanen mig. Måske var dét grunden til, at jeg – med tanke på de næsten ottehundrede sider som stadig ventede forude – tabte modet? Det må være dét, der skete.
Men havde jeg for pokker ikke læst bagsiden, inden jeg gik i gang? Det vil jeg da tro, og den beskriver så glimrende, hvad man som læser har i vente, kan jeg konstatere, nu hvor jeg er igennem den. Og alligevel gik jeg ind til den med andre forventninger. Mærkeligt.
Romanen fik for øvrigt fremragende anmeldelser i de store aviser herhjemme og modtog i USA i 2014 fuldt fortjent den fornemme Pulitzerpris. Så igen – mærkeligt at jeg gik i stå.
I et spagt forsøg på at forsvare mig, vil jeg sige, at romanen godt kunne have været hundrede sider kortere, uden at det ville have gjort meget andet end at øge fortælletempoet en smule. Godt ottehundrede sider er meget, men faktisk har jeg spekuleret på, om den måske var endnu længere, da Donna Tartt sendte den til sit forlag. Godt midtvejs (s. 473) tager handlingen nemlig for første og eneste gang et markant spring, da den hopper otte år frem i tid. Gad vide, om redaktøren skar igennem på dette sted og bad forfatteren fjerne 200-300-400 sider?
Donna Tartt fortæller blændende, dialogen er afmålt og skarp, og når hun beskriver en lokalitet eller et menneske, er det som at se en film.
Her for eksempel, hvor Theo ankommer til sin fars hus i en gudsforladt forstad til Las Vegas:
”I Desatoya Ranch Estates, 6219 End Road, hvor tømmer lå stablet op i haverne og sandet blæste ind på vejene, drejede vi ind på en indkørsel til et stort spansk udseende hus, eller måske maurisk, beige puds med skodder, buede gavle og et lertegltag der hældede i diverse forbløffende vinkler. Jeg var imponeret over det formålsløse ved det og den henslængte udstrakthed, gesimser og søjler, det kunstfærdige smedejernsarbejde på døren der mindede om en teaterdekoration, ligesom et hus i en af de Telemundo sæbeoperaer som portnerne derhjemme altid havde kørende i pakkerummet.” (s. 246)
Derudover skal man bare være en virkelig skarp forfatter for at styre sådan en luksusliner af en historie sikkert hen over siderne fra start til slut. Intet er (siger jeg som én der selv skriver) nemmere end at tabe overblikket eller lade sig lokke ud ad vildveje undervejs. Men det gør Donna Tartt ikke. Romanen er lang, fordi hun giver sig god tid til at fortælle, men den er stramt komponeret. Der hænger ingen løse handlingstråde og blafrer i kølvandet, når sidste side er vendt.
Så hvis du ikke allerede har læst ”Stillidsen”, så gør det, fordi det er en voldsomt god roman. Eller hvis du selv skriver, så læs den for at lære noget af én, der er sjældent dygtig.
