Før Verden ifølge Garp, før Æblemostreglementet og En bøn for Owen Meany udgav den amerikanske forfatter John Irving sin anden roman, Vandmetoden. Det var i 1972.
Små tyve år senere udkom den på dansk. Kalkulen var vel, at alt med forfatterens navn kunne sælge. John Irving, som i marts i år fyldte 80, var på det tidspunkt en litterær superstjerne, leverandør af tankevækkende, sjove, rørende og dybt underholdende romaner.
Vandmetoden gjorde ikke noget stort indtryk på mig, men står stadig i min reol, som mange af John Irvings øvrige romaner.
Til gengæld har jeg læst Æblemostreglementet (1986) fem-seks gange. Mit første eksemplar af bogen var en paperback-udgave, som var blød, leddeløs og fedtet i alle kanter, da jeg modstræbende kasserede den til fordel for en lettere brugt indbundet udgave, som jeg fik af en ven, der ikke var lige så begejstret for romanen og derfor uden større betænkeligheder skilte sig af med den. Bogen er stadig en af mine yndlingsromaner.
Men mit forhold til John Irving begyndte med hans fjerde roman, Verden ifølge Garp, som jeg kun har læst et par gange, uanset den i 1980 indbragte ham USA’s store bogpris, The National Book Award, samme år som bogen udkom på dansk.
Allerede dengang drømte jeg om selv at blive forfatter (men anede gudskelov ikke, hvor lang tid det ville tage) og var som de fleste med ambitioner om at skrive intenst optaget af, hvordan andre gjorde. Derfor var det som at blive indbudt til en masterclass med forfatteren selv, da Information den 8. februar 1991 viede forsiden af Moderne tider til et essay af John Irving med den lovende titel: ”Selve starten”. Her var altså opskriften.
Irving slår som det første fast, at begyndelser er vigtige, når man vil skrive en roman: ”En nyttig regel vedrørende begyndelser lyder: Kend historien – så meget af historien som du på nogen måde kan kende – inden du binder dig til det første afsnit. Kend historien – helst hele historien – inden du går hen og forliber dig i den første sætning, for slet ikke at tale om dit første kapitel. Hvis du ikke kender historien, inden du begynder på historien, hvad slags historiefortæller er du så? Bare en almindelig én, bare en middelmådig én, der hitter på historien undervejs som en gemen løgnhals.”
Nu er de to ting – at være skønlitterær forfatter og løgnhals – efter min mening ikke modsætninger. Foruden et godt sprog, psykologisk indsigt og en anseelig udholdenhed er det bestemt nyttigt at have en god fantasi. Hvad man også ret hurtigt bliver klar over, Irving har, hvis man læser bare én af forfatterens bøger.
Så det handler om metoden, må man forstå. Om kompositionen, om hvordan man strukturerer sine løgne.
De fleste har vel prøvet at fortælle en historie, komme godt af sted, og så begynder motoren at hoste. Tilhørerens opmærksomhed begynder at flakke, man ser sig desperat om efter en effektfuld afslutning, gentager nogle at de elementer som virkede så godt for et øjeblik siden, gør et nyt forsøg på at tale det dramatisk højdepunkt op, men forgæves. Historien klasker mod jorden som et drivende vådt badehåndklæde.
Åh, hvor har jeg selv skrevet mange – troede jeg – gode begyndelser, som aldrig blev til andet end dét. Og fra kolleger ved jeg, at jeg ikke er den eneste. På dét punkt har Irving ubetinget ret. Man må kende sin historie. Ikke kun for at få den begyndt det rigtige sted, også for at få den sluttet ordentligt af.
John Irving går videre med at påpege, at en god roman er kendetegnet ved at have en intrige, som holder læseren fangen, samt nogle personer, som udvikler sig og dermed gør sig fortjent til læsernes følelsesmæssige interesse.
En sådan roman er Æblemostreglementet og flere af Irvings øvrige romaner.
Alligevel sprang jeg på et tidspunkt af hans forfatterskab og har stadig ulæste bøger stående i reolen: Den fjerde hånd (2001) og Indtil jeg finder dig (2005). Begge købt i genbrugsforretninger, længe efter de var udgivet, i håbet om med dem at genopvække Irving-magien. Men det er aldrig sket og skete heller ikke, da jeg for nylig besluttede mig for at lytte til Sidste nat i Twisted River (2010), mens jeg var beskæftiget med et byggeprojekt herhjemme.
Romanen er som de fleste af hans bøger en kæmpe – godt 600 sider. Lydbogen er 22 timer og 15 minutter lang. Efter at have lyttet længe tænkte jeg, nu må den da snart være slut. Men jeg havde stadig fire timer til gode, viste det sig, og jeg var for længst mæt.
Så jeg gav op, selv om det ellers er noget, jeg har helst undgår, når det gælder bøger. Og måske af den grund fandt jeg forleden det fysiske eksemplar af bogen frem for i det mindste at se, hvordan bogen ender. Hvor var det Irving skulle hen, før han syntes, han kunne slutte romanen? Svaret var: Hen til begyndelsen.
For hovedpersonen i Sidste nat i Twisted River er – også denne gang – forfatter. Og bogen slutter med, at forfatteren, Danny eller Daniel Baciagalupo, endelig finder frem til den sætning, som indleder Sidste nat i Twisted River: ”Den unge canadier, der højst kunne have været femten år, havde nølet for længe.”
En perfekt cirkel er slået. Irving slutter romanen, hvor den fiktive forfatter begynder sin. Fiktion bliver til virkelighed eller virkelighed til fiktion.
I sit essay fortsætter John Irving med at forklare om det vigtige i at give læseren visse forudanelser: ”Begynd på det sted, hvor læseren vil kunne inviteres til at forudane historien mest muligt, men hvor læseren er mest presset til at gætte forkert. Hvis forudanelser er en fryd, så er overraskelse det ikke mindre.”
Jeg kan ret præcist tidsfæste, hvornår min lyst til at læse John Irving visnede hen. Det var i 2012 da I én person udkom. Det er nok en gang en roman om at vokse op, føle sig forkert, men efterhånden finde sig selv – i dette tilfælde som biseksuel mand. Mit problem var ikke temaet. Mit problem var forudanelsen – om at jeg nu ville se det hele gentaget én gang til.
Lidt for mange elementer optræder lidt for ofte i Irvings romaner: Wien, kostskoler, bjørne, en forfatter, en roman i romanen, helt eller halvt forældreløse børn, illegal abort, brydning, aggressive hunde og biler der kommer farende ud af mørket uden lys på. I én person kedede mig, som også Sidste nat i Twisted River til sidst kom til at gøre. Håbet om at blive overrasket svandt væk.
Dertil kommer selvfølgelig, at Irvings romaner kompositorisk ligner hinanden. Intet er tilfældigt. Vifter Irving med en pistol, kan man være forvisset om, at der senere i romanen vil blive trykket på aftrækkeren med stor effekt. Væsentlige begivenheder i hovedpersonens liv indhenter altid denne til sidst. Det skæbnebestemte og cirkulære er faste bestanddele.
Men uanset John Irvings senere romaner er endt med at minde lidt for meget om de første, bør man ikke underkende forfatteren eller hans metode. For det er ikke let at skrive en roman.
Selv gik jeg i sin tid så vidt som til at få essayet indrammet og hængt op på væggen ved mit skrivebord. Det satte mig i gang med at skrive på en ny måde. Men enten havde jeg ikke værktøjerne til at følge metoden, eller jeg forstod den ikke. I hvert fald opgav jeg den igen og fortsatte i årene efter med at skrive en masse lovende begyndelser, som aldrig blev til mere.
Nu er jeg så ad omveje og inspireret af andre forfattere vendt tilbage til den metode, John Irving anbefalede i sit essay for mere end 31 år siden. Jeg har skrevet min første roman, som udkom i februar i år, Talemåder til enhver lejlighed.
Den er slet ikke som John Irvings – og så alligevel. For jeg kendte hele historien, før jeg gik i gang med at fortælle den. Min roman byder på en klar intrige samt personer, som fortjener læserens følelsesmæssige interesse. Og begyndelsen må uundgåeligt give læseren visse forudanelser.
Men i modsætning til Irvings romaner er min roman kort, og det tog mig kun fem måneder at skrive den. Da Irving i 1991 skrev sit essay, var han i gang med at skrive Enke i et år. Hans forventning var, at den ville udkomme fire år senere. Den udkom først i 1998. Måske fordi han i mellemtiden kasserede de fire begyndelser, han præsenterede læserne for i sit essay og fandt på yderligere mindst én. Den man finder i romanen.
Min egen næste roman bliver længere. Når jeg kan sige det så sikkert, er det fordi jeg allerede kender historien – hele historien, så godt som man nu kan.
Romanerne i rækkefølge. I parentes året de udkom på dansk
- Slip bjørnene fri (1999)
- Vandmetoden (1991)
- Et ægteskab i 74 kilo klassen (1995)
- Verden ifølge Garp (1980)
- Hotel New Hampshire (1984)
- Æblemostreglementet (1986)
- En bøn for Owen Meany (1989)
- Barn af et Cirkus (1994)
- Enke i et år (1998)
- Den fjerde hånd (2001)
- Indtil jeg finder dig (2005)
- Sidste nat i Twisted River (2010)
- I én person (2012)
- Mysteriernes Allé (2016)
(Kilde: Bibliografi.dk)
Publiceret af POV.International 16. april 2022
