SÅ SVAR DOG!!!

S

Der findes e-mail, Messenger og SMS samt utallige andre beskedtjenester og chatfunktioner knyttet til sociale medier. Man kan stadig ringe eller – hvis man er tilstrækkeligt tålmodig – sende et brev.

Det har nok aldrig været lettere at sende et svar tilbage. Og alligevel sidder jeg stort set dagligt og tænker, vrisser, råber: Så svar dog!!!

Det kan ikke kun være mig. Jeg ved, det ikke kun er mig.

Min ægtefælle oplever det samme, mine forfatterkolleger. Og det i alle mulige sammenhænge.

Redaktører svarede aldrig

De fleste forlag kvitterer høfligt for modtagelsen, når man sender dem et manuskript, men er måneder om at svare. Sådan er det bare. Det er et vilkår i den her branche. Men ikke sjældent skal de desuden rykkes.

Her andre eksempler fra det virkelige liv:

Sendte en mail til to redaktører på et mellemstort forlag og spurgte, om jeg måtte sende dem manuskriptet til en roman? Hverken den ene eller anden svarede. Heller ikke da jeg forsigtigt henledte opmærksomheden på min tidligere mail og spurgte én gang til. Intet svar.

Sendte kulturredaktøren på et landsdækkende dagblad en artikel, jeg havde investeret ganske meget tid og lagt en del omhu i at skrive. Fik ikke noget svar. Rykkede. Hun svarede, at jeg skulle sende den til litteraturredaktøren. Jeg spurgte, om hun kunne hjælpe mig med hans mailadresse? Hun svarede ikke. Ringede til avisens reception og fik mailadressen dér. Sendte artiklen til litteraturredaktøren. Fik ikke noget svar, før jeg rykkede.

Ignoreret af bogbloggere

Sendte via Instagram forespørgsler ud til femten bogbloggere: ”Må jeg sende dig min nye roman?” Fire svarede, resten har jeg aldrig hørt fra.

Sendte en mail til en litterær agent, jeg tidligere har haft en god kontakt til. Fik ikke noget svar. Rykkede. Fik svar fra sekretæren.  

Sendte en mail til værten på en landsdækkende radiokanals bogprogram. Det er måneder siden. Hun har aldrig svaret.

VVS’er så ingen grund til at give lyd fra sig

Sendte en mail til en VVS-installatør, jeg tidligere har brugt, for at få genmonteret et solvarmeanlæg. Fik ikke noget svar. Rykkede. Fik ikke noget svar. Ringede. Fik at vide, at han ikke vidste nok om den slags. Fint! Og det kunne du ikke have fortalt mig for længst?

Sendte en klumme til den lokale avis. Fik svar, men først efter at have rykket.

Sendte for snart tre uger siden en mail til en bibliotekar på det lokale bibliotek. ”Hvordan går det med jeres blad?” Egentlig et rimeligt spørgsmål, synes jeg. Det er halvanden måned siden, jeg sendte ham det bidrag til bladet, han havde bedt mig skrive. Han har endnu ikke svaret.

Sendte den her klumme til en netavis, jeg tidligere har skrevet for. Fik ikke noget svar. Det kan jeg faktisk godt se det ironiske i.

Og så er der de halve svar

Sender jeg en mail til min skrivegruppe, ved jeg med 90 procents sandsynlighed, hvem der svarer først og hvem der aldrig svarer eller svarer så sent, at det kan være lige meget.

Oven i alle ikke-svarene skal så lægges de mange gange, hvor man kun får et halvt svar eller først får svar, meget, meget længe efter, man spurgte.

Til gengæld vælger jeg at se bort fra de gange, hvor nogen har bedt mig levere et indlæg, en artikel eller andet, som de – efter jeg hurtigst muligt har svaret dem – undlader at kvittere for. Man bør, af hensyn til sin mentale sundhed, ikke forvente det umulige.

De manglende svar kan selvfølgelig forklares med, at mine henvendelser ganske enkelt ikke er interessante for modtagerne. Men det er de for mig. Så svar dog!!!

Om forfatteren

Claus Schjødt
Af Claus Schjødt