Jeg ville rigtig gerne kunne juble over ”Den underjordiske jernbane” af Colson Whitehead. For romanen er blevet rost til skyerne, og jeg glædede mig virkelig til læseoplevelsen. Men desværre.
Sit dramatiske omdrejningspunkt til trods – den udspiller sig i begyndelsen af 1800-tallet, blandt afrikanske slaver i sydstaternes USA – er romanen i lange passager ikke specielt medrivende.
Den effektive motor er der ellers. Historien er en flugthistorie. 16-årige Cora flygter fra Georgia, gennem South Carolina, North Carolina, Tennessee og Virginia til Indiana. Af flere gange via den fiktive underjordiske jernbane. Men Whiteheads skrivestil, hvor han overvejende fortæller, sjældent dramatiserer og ofte skuer tilbage i tid, får indimellem romanens lokomotiv til at miste dampen.
Og så er der Cora. Én grusomhed afløses af den næste, både under flugten og opvæksten på den bomuldsplantage, hvor Cora bliver født. Så man skulle tro, man oparbejdede en stadigt større sympati for Cora efterhånden som handlingen skrider frem. Men Cora, der ser meget undervejs og gør sig mange tanker– også tanker, det er virkelig svært at tiltro en pige, som stort set hele sit korte liv har boet på en bomuldsplantage og kun langsomt lærer at læse – bliver aldrig særlig nærværende som figur.
Hun fremstår mest som et yderst begavet medie for Colson Whiteheads tanker og syn på race, på USA og forholdet mellem sorte og hvide. Det er selvfølgelig helt okay, et fortællermæssigt greb, som sagtens kan forsvares med, at emnet for romanen er vigtigere end dens historie.
Dét – og så den ofte tilbageskuende, refererende måde, historien bliver fortalt på – gør bare, at romanen som drama kun lejlighedsvist løfter sig. Så jeg endte med at læse den, fordi jeg ville, ikke fordi den fangede mig.
Mildt sagt overraskende. Romanen modtog National Book Award 2016 og Pulitzerprisen 2017 og er, siden den udkom, blevet overdænget med rosende anmeldelser og læssevis af stjerner – også af danske anmeldere. The New Yorker skrev: ”Intet mindre end genopfindelsen af den historiske roman”. Og i Politiken – der ellers var knap så begejstret som flertallet af danske medier – stod der: ”Det er vildt, vanvittigt og uhyggeligt sjovt.”
Hold da op, hvor læser vi ting forskelligt. Jeg husker ikke at have smilet en eneste gang undervejs.
Er jeg så blevet klogere på USA og den racekonflikt mellem sorte og hvide, som i dag, to hundrede år senere, stadig på uhyggelig vis præger det amerikanske samfund og med stor sandsynlighed vil martre det langt ud i fremtiden? Ja, det er jeg da. Men jeg har vel aldrig været i tvivl om, at det var helvede på jord at være slave i sydstaterne. Ligesom ingen kan undgå at blive djævleblændt rasende på vegne af USA’s sorte befolkning, når man hører om de uretfærdigheder, den diskrimination og undertrykkelse, den stadig udsættes for.
Men når det nu er en roman, vil jeg også gerne rives med af handlingen, sproget, karaktererne – trækkes fremad af min nysgerrighed, og det bliver jeg kun sjældent i dette tilfælde. Det er umuligt ikke at have sympati for ”Den underjordiske jernbane” som bog, men i lange stræk er den bare ikke videre spændende som roman.