En humoristisk roman om mænd, ulve, kærlighed og meget andet
Kære læser
Velkommen på min hjemmeside. Min nyeste udgivelse er romanen Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt.
En varm og humoristisk roman om 35-årige Frank, der aldrig har fået en uddannelse efter gymnasiet, men i en brandert har købt sig en gammel lastbil og er blevet havemand. Nu vil han videre i sit liv, men det har han truet med i årevis, påpeger vennen Bjørn, der er mekaniker og bor i den samme hensygnende by i Midtjylland.
Hverken Bjørn eller Frank har en kæreste – ikke som Frank ser det. Emmi, der jævnligt tager ham med hjem fra kroen, mener noget andet og bakkes op af sin skræmmende mor, Liz. Frank har bare ikke den store lyst til at binde sig til Emmi og hendes to børn. Så hellere til biologen Sara, der vender tilbage til byen som projektleder på en nationalpark, Naturstyrelsen vil anlægge i nærheden.
Den lille by kommer på landkortet, da nogle ulve bliver spottet på egnen, og endnu større opmærksomhed vækker det, da én af dem bliver skudt og smidt i en indkørsel. Nogen bryder sig tydeligvis hverken om ulve eller om at få en naturnationalpark til nabo.
Uddrag fra bogen
Bjørn sukkede. “Da du gik ud af gymnasiet, var det meningen, du skulle have læst videre, ikke? Men det blev ikke til noget. Du kunne have overtaget dambruget efter Arne. Det blev heller ikke til noget. Du har i mere end ti år snakket om at flytte, komme væk herfra, få et andet arbejde, og hvad ved jeg. Men der sker ikke noget. Du gør ikke noget. Og så … “
“Hey, hov,” protesterede Frank. Men Bjørn lod sig ikke afbryde.
” … så fandt du sammen med Emmi, og du har virket meget gladere. Men det vil du så heller ikke. (…) Du har sådan en idé om, at du for en kort stund er holdt ind til siden og kører videre lige om lidt. Men i virkeligheden holder du i området for langtidsparkering og har holdt der så længe, at luften er feset ud af alle dæk og batteriet er dødt.”
“Og det var så dagens dosis mekanikervisdom eller hvad?”
“Kald det, hvad du vil,” sagde Bjørn og tømte resten af sin dåseøl ud af vinduet, før han startede motoren. “Det eneste, jeg siger, er, at du åbenbart ikke aner, hvad der er godt for dig selv.”
Omtaler, vurderinger og anmeldelser
En helt igennem fortræffelig bog fra start til slut, som griber dig og holder dig fast, alt imens du smittes af den fede humor, bogen er fyldt med.
⭐⭐⭐⭐⭐
Bbcs.bogunivers
… en humoristisk, tankevækkende, underholdende og yderst charmerende roman, der handler om mænd, naturen og Udkantsdanmark. Det er en roman om modsætninger og fordomme, men også om hvor meget vi har til fælles.
Dels er det interessant at få et indblik i mændenes tankeverden. Dels er det befriende at læse en roman, hvor Udkantsdanmark snarere bliver talt op end ned.
Jette Holst, Bogtips, Horsens Bibliotek
Fuld af underfundigheder.
⭐⭐⭐⭐⭐
Bogrummet.dk
Anbefales til alle, der som jeg er vilde med, når socialrealisme og humor følges ad.
⭐⭐⭐⭐⭐
bog_finken
Det er et univers, jeg har mødt – i hvert fald noget lignende – flere gange ude i virkeligheden, men aldrig set beskrevet så indgående, solidarisk og med en varmhjertet humor.
⭐⭐⭐⭐⭐
Drustrups Bogblog
Bogen er sjov, varm og vedkommende og giver et skønt billede af livet i en midtjysk provinsby, der er udfordret på sin eksistens. Den er perfekt som ferielæsning 🌞 og efterlader ovenikøbet læseren klogere.
⭐⭐⭐⭐⭐
livet_paa_olof
Mangler du en underholdende roman, så hop bare ombord i “Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt”. Humoristisk og let at læse, perfekt til liggestolen.
jdjosefsen
En vedkommende feel good roman med masser af charme, humor og ikke mindst noget på hjerte. Da jeg havde læst sidste side, tænkte jeg æv æv æv. Ikke fordi den var uafsluttet, men fordi jeg virkelig havde lyst til at blive ved med at følge med i livet i Ny Kistrup.
laerkes_bog
… en roman om kærlighed – ikke kun til “den eneste ene”, men også mellem venner – og det greb mig ❤️ … humoristisk, feel-good og en fin skildring af livet og holdningerne i den såkaldte udkant.
boghylle
En ”feelgood”-roman, der fint beskriver, hvad der sker, når indestængte følelser og drømme pludselig slippes fri i virkeligheden. Bogen appellerer til et bredt publikum.
Bibliotekernes lektørudtalelse
Relaterbar og hjertevarm på sin helt egen måde.
⭐⭐⭐⭐
Østbirk Avis – Østjydsk Avis
Og så lidt stjernedrys
fra en kendis.
Fortællingen er fed, synes Anders Agger. Men titlen irriterer ham. Det er okay 🙂
Har du allerede læst den, vil jeg foreslå dig at læse min forrige roman, Talemåder til enhver lejlighed, eller en af mine to novellesamlinger, De bortrejste og Stop ved blink. Du kan læse mere om dem på siden her og finde bøgerne på biblioteket og på e-reolen både som lydbog og e-bog. Du kan selvfølgelig også bare købe dem.
Se dig også om på siden og kig gerne forbi en gang imellem. På min blog vil du jævnligt finde nye indlæg til inspiration. Om at skrive, læse eller hvad der ellers optager mig. Du er selvfølgelig også meget velkommen til at følge mig på de sociale medier, som jeg – indrømmet – ikke er så flittig til at lægge noget på.
Tak for din interesse og god fornøjelse!