De bortrejste

D

Det er både alvorligt og ret så morsomt.

De bortrejste handler om den store udvandring fra København til provinsen. Om en overflod af skilsmisser og døden set i frøperspektiv. Om at fare vild i sit eget liv og om overspringshandlinger, når tilværelsen brænder på. Men også om at forsøge at gøre det rigtige.

Hovedpersonerne i de 12 fortællinger rejser væk, bliver skilt, dør, mister forstanden, overblikket eller deres ståsted. Vi møder blandt andre en ung kvinde i IKEA med sort samvittighed, en stressramt fuldmægtig i Standardstyrelsen, en ung håbefuld romanforfatter, en datter med døden i hælene og en lektor i litteratur, der frygter at miste andet og mere end evnen til at vinde i badminton.

Fra bibliotekernes lektørudtalelse:

Dette er en samling af gode, skarpe noveller, der alle omhandler “almindelige” mennesker…  Forfatteren har fanget nogle fine og tankevækkende pointer om nogle grundmekanikker i det menneskelige sind. Det er fine, korte fortællinger med en stille, underliggende humor.

(Læs hele udtalelsen på bibliotek.dk)

Fra BOGRUMMET.dk

Min yndlingsnovelle er den der har lagt navn til novellesamlingen, nemlig novellen “De bortrejste”. Her oprettes et statsligt kontor, hvis opgave det er at makulere enhver henvendelse fra borgerne. De fleste henvendelser drejer sig om en usædvanlig tendens hos hovedstadens beboere – de flytter til Jylland! De lukker deres facebookprofiler, slukker telefonerne, flytter til Jylland og nyder bare at være til. Det er naturligvis meget unormalt og meget mistænkeligt, og medfører en lang række henvendelser fra bekymrede hovedstadsborgere, forældre m.fl. Alle disse henvendelser bliver makuleret samtidig med at man i nyhederne kan se den ansvarlige minister fortælle at det er et problem man tager alvorligt. Ud over at være en skæv og sjov historie, er der også rigtig meget bid i den, ligesom der er god plads til eftertanke.

Lars Poulsen, BOGRUMMET.dk
https://bogrummet.dk/boganmeldelser/de-bortrejste-af-claus-schjoedt/