Jeg skulle bare ud af bygningen, væk hurtigst muligt, ind til hovedbanegården for at nå det næste tog hjem til Horsens. Det var fuldstændig ligegyldigt, at jeg allerede havde betalt for et hotelværelse i København.
Sådan havde jeg det for snart ti år siden efter en lang fredag som gæst ved BogForum.
Nu skal jeg igen om ganske kort tid besøge Danmarks største bogmesse i Bella Centret på Amager. I den mellemliggende periode har jeg holdt det løfte, jeg gav mig selv dengang. Løftet var, først at vende tilbage, når jeg blev inviteret til at deltage som forfatter. For det var hele grunden til, jeg var der dengang. For at blive forfatter.
Og hvordan bliver man så det?
Er man et åbenlyst talent, bliver man måske opdaget af et årvågent forlag, hentet ind fra gaden og bedt om at skrive en bog. Tænk på Morten Pape.
Andre har en lettere adgang til udgivelse eller bliver opfordret til at skrive, fordi de allerede er kendte og på forhånd interessante for mange læsere. Ofte kan de være både talentfulde og dygtige.
En tredje gruppe starter på forfatterskolen og er af den grund særligt interessante for forlagene. En stribe af vores dygtigste forfattere er gået den vej. Helle Helle og Katrine Marie Guldager for eksempel.
Og så er der os andre – resten. (Hvis der er flere kategorier, og nogen føler sig ekskluderet eller – værre endnu – uretfærdigt inkluderet, beklager jeg.)
Vi – resten – er selvfølgelig forskellige. Men vi har i udgangspunktet det tilfælles, at vi skriver og drømmer om at udkomme. På et tidspunkt får vi sat det sidste punktum i et manuskript, læner os fortumlede tilbage og løfter blikket fra tastaturet for at finde et forlag, der vil udgive den roman, den digtsamling eller hvad, vi nu ellers har skrevet.
Fredag den 7. november 2014 rejste jeg fra Horsens til København med en stak omhyggeligt printede uddrag af mit romanmanuskript i tasken; prologen og de første seks kapitler samt følgebrev og bagsidetekst. Præsentabelt indbundet og med fotoet af et saftigt rødt æble på forsiden som blikfang.
Afsted stryger manuskriptet til ét eller flere af de forlag, som modtager uopfordrede manuskripter. Dér lander det i en meget stor bunke. De største forlag modtager flere uopfordrede manuskripter hver eneste dag. For at blive fundet dér skal man være heldig, virkelig heldig.
Langt de fleste af os ender med at sende vores manuskript til det ene forlag efter det andet og lige så ofte modtage det ene afslag efter det andet. Somme tider svarer forlagene inden for uger, ofte går der måneder, sommetider halve år eller mere.
De fleste afslag er standardafslag. Med så mange uopfordrede manuskripter har de færreste forlag ressourcer til andet. Man bliver ikke meget klogere af afslagene, men måske forsøger man sig alligevel med nogle rettelser, inden man sender til det næste forlag. Eller man forsøger sig med et nyt og forhåbentlig mere fængende følgebrev.
Tiden går, og er ønsket om at blive forfatter stort nok, ja så prøver man at bruge den fornuftigt. Man forsøger at dygtiggøre sig, øge sine chancer for at blive antaget. Man skriver videre. Man kaster sig over bøger af forskellige forfattere for at aflure dem kunsten. Man læser bøger om at skrive og går med i skrivefællesskaber. Man deltager i workshops og skrivekurser. Det var i hvert fald dét, jeg gjorde.
Og så var det, jeg på et kursus fik det råd at tage på BogForum med mit manuskript og opsøge de forlag, jeg mente kunne være interesseret i den roman, jeg havde skrevet.
Tja, hvorfor ikke? Når alt andet er prøvet, lyder sådan en idé faktisk ikke så tosset. For det kan godt ske to’eren er svær, men at få udgivet etteren er, som det nu må stå de fleste klart, heller ikke nogen slentretur på Strøget.
Så fredag den 7. november 2014 rejste jeg fra Horsens til København med en stak omhyggeligt printede uddrag af mit romanmanuskript i tasken; prologen og de første seks kapitler samt følgebrev og bagsidetekst. Præsentabelt indbundet og med fotoet af et saftigt rødt æble på forsiden som blikfang.
Opgaven, jeg havde pålagt mig selv, var at opsøge ti forlag, få kontakt til en redaktør og aflevere mit print til dem.
Egentlig er jeg vel et ret udadvendt menneske, men her overskred jeg, gik det snart op for mig, virkelig egne grænser.
Overhovedet at få kontakt til en forlagsansat og få vedkommende fortalt, hvad jeg ville, viste sig praktisk svært. Der var konstant flokke af bogkøbere, som kom i vejen. Så jeg brugte lang tid ved hver stand på at vente på det rigtige øjeblik. For hvilket forlag gider udgive en forfatter, der lige fra starten udmærker sig ved at gå i vejen og være drønirriterende?
Det næste problem var at fange en redaktør. Sjovt nok havde mange af dem nok at gøre med at tage sig af forlagets forfattere eller af at snakke med kolleger og læsere. Så jeg nåede at gå mange runder fra stand til stand før det lykkedes – når det lykkedes.
De fleste af forlagsfolkene var flinke, forundrede, fortravlede. Andre tilkendegav på forskellig vis, at de syntes, det var en decideret dårlig idé, jeg dér havde fået. Som dagen skred frem, gav jeg dem mere og mere helhjertet ret i den vurdering.
Hen under aften var jeg udmattet, brændt ned til fodsålerne efter en dag, hvor jeg igen og igen havde overskredet mine egne og – følte jeg – andres grænser. Mine skuldre værkede af anspændelse, min ansigtsmuskulatur var låst i et stift, overtalende smil, og så var det, jeg svor ikke at komme igen, før jeg blev inviteret til at deltage som forfatter.
Nu er den kommet, invitationen, fra mit forlag, Politikens Forlag, som i april udgav min roman, ”Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt”.
Romanens hovedperson hedder i øvrigt Frank og er havemand, præcis som i det manuskriptuddrag, jeg slæbte med mig fra forlag til forlag dengang i 2014. Men romanen er en anden. Kun Frank og hans skrotningsmodne lastbil er tilnærmelsesvis de samme.
Der er noget dybt forløsende over, at han og jeg endelig får lejlighed til at krydse det bogspor, vi efterlod os på BogForum for ti år siden. To novellesamlinger og to romaner senere.
Hvordan jeg blev forfatter? Ved at gøre alt det allerede nævnte og lidt til – og senest ved at blive fundet i bunken.
Ovenstående blogindlæg er også bragt i onlinemagasinet POV International den 25. oktober 2024
