Listen med litterære klassikere, jeg har til gode, er desværre eller gudskelov – alt efter temperament – endnu lang, men jeg gør mit bedste for stille og roligt at læse den kortere.
Senest er jeg blevet færdig med David Copperfield af Charles Dickens (1812-1870), én i min udgave næsten 900 sider lang roman om en fattig dreng, som må stå utallige prøvelser igennem, før han til sidst kan skrive sine memoirer i en moden alder.
Det er med god grund, bogen har status af klassiker. Dickens måde at skrive på er som den fineste filigran – ikke af tynde guld- eller sølvtråde – men af sætninger, bisætninger og dertil adskillige indskud, som på smuk og elegant vis væver sig ind og ud imellem hinanden. Sætninger, der optegner snurrige karakterer, skumle lokationer, intense stemninger og de mest inderlige følelser – ja, endog vældige storme – så det hyler læseren om ørene, alt mens et stort episk drama piskes frem. Hvortil man så kan lægge en forsonende, varm og stille humor. (Jeg håber, ovenstående var illustrativt, uanset det på ingen måde yder Dickens retfærdighed.)
Men akkurat som David Copperfield skal man som læser grusomt meget igennem, før man når enden. For selv om Dickens på ingen måde er svær at læse – historien er medrivende og teksten til at forstå – så kræver romanen, at man besinder sig på at læse den med tålmodighed, giver sig tid. For dramaet udvikler sig kun langsomt, hovedpersonen gør sig mange omstændelige overvejelser, beskrivelserne – af både steder og personer – er særdeles grundige, og karaktererne taler gerne og længe, om end altid formfuldendt og smukt.
Man kan, når man læser romanen, få den tanke, at Dickens leger sig gennem den – følger de indskydelser, han får undervejs – og skatter hver eneste person, som dukker op, uanset om de er skurke, helte eller heltinder. Selv romanens superskurk, Uriah Heep, er jeg overbevist om, Dickens elskede – om ikke for andet, så for hans gennemført slibrige skurkagtighed.
Sådan plejer det også at gå, når jeg skriver. Efterhånden som en historie skrider frem, sniger karaktererne sig ind på mig. Og jeg ender med at holde lige så meget af idioterne, de irriterende, de urimelig og forkælede som af de mere sympatiske, fordi det undervejs er lykkedes dem at forvandle sig til ”rigtige” mennesker.
Den roman, jeg skriver på for tiden, har et noget større persongalleri end den sidste, Talemåder til enhver lejlighed, og jeg kan mærke, at jeg nu – hvor jeg mener at være cirka halvvejs – for alvor er begyndt at forstå de fleste af karaktererne. Det gør det lettere at skrive historien. Så kend dine karakterer, og historien skriver i nogen grad sig selv.
Det eneste problem ved den formel er så, at det kan tage rigtig lang tid at lære sine karakterer at kende – og det er sjældent gjort med at lave en liste, som fortæller, at den her karakter kan lide cornflakes, læser Berlingske, kører Volvo, ryger i smug og hader katte etc. De skal skrives frem – side efter side, gennem deres handlinger, tanker og hvad de siger – og bliver først for alvor levende, når de har en egen vilje.
Okay, det var en afstikker fra Dickens, og så – i mit hoved – alligevel ikke. For i min kommende roman optræder en del mænd, som ikke har det helt let, og måske derfor noterede jeg mig følgende passage, hvor Mr. Micawber (en yderst veltalende og farverig biperson) fuld af bekymring og beklagelse karakteriserer sig selv: (Mr. Micawber) trykkede min hånd inderligt. ”Kære Copperfield, Deres hjertelighed overvælder mig. Denne modtagelse af et søndret brudstykke af det tempel, der engang kaldte sig Mand – om det må være mig tilladt at udtrykke mig således – taler om et hjerte, der gør vor fællesmenneskelige natur ære.”
Et søndret brudstykke af det tempel, der engang kaldte sig Mand. Det er da sjovt. Og selv om sproget er snørklet og på den måde gammeldags, er den indsigt i vor fællesmenneskelige natur, Dickens demonstrerer i David Copperfield, så nutidig og skarp som en skalpel.
