Uanset hvordan de tager sig ud i begyndelsen, ender alle diktaturer med at ligne hinanden til forveksling.
Sandhed bliver til løgn, løgn til sandhed. Nogle skrupelløse mennesker, som i bund og grund bare er en flok forbrydere som vil berige sig selv, tager magten. Gradvist bliver midlerne til at fastholde denne magt mere uhyrlige. Kritikere fratages retten til at ytre sig, til at lade sig vælge. Valg erstattes af valgsvindel. Politiske modstandere fængsles, tortureres, likvideres. Magthaverne udpeger syndebukke og opfinder ydre fjender, starter om nødvendigt krige for at beskytte sig selv.
George Orwell beskriver det så enkelt og eminent i sin roman Kammerat Napoleon – eller Animal Farm, som romanen hedder på engelsk – hvor dyrene, efter de har taget magten fra gårdejeren mr. Jones, nøje indprentes læresætningen: ”Fire ben godt, to ben ondt!” af gårdens nye ledere, svinene. Altså lige indtil svinene magtfuldt rejser sig på bagbenene og endnu engang omskriver sandheden til ”Fire ben godt, to ben bedre!”
Det totalitære styres karakteristika er lette at få øje på, når det gælder etablerede diktaturer som Rusland, Kina eller Iran. Sværere er det med de lande eller politiske ledere, som gradvist bevæger sig i den retning, Viktor Orbáns Ungarn eller Donald Trumps USA.
Måske fordi totalitære ideer i udgangspunktet virker så fremmedartede, uforståelige eller vanvittige, at vi uvilkårligt vægrer os ved at tro, at det faktisk er den vej, nogle mennesker vil. Ligesom man kan have svært ved at forstå, når andre skrupelløst benytter sig af vold, bedrag og kriminalitet for egen vindings skyld.
Derfor er det ret så afgørende at kunne få øje på tegnene. Og det er her litteraturen, læsningen, Orwell og Kammerat Napoleon kommer ind i billedet. For har man først læst den lille roman, skrevet i 1945 og udgivet på dansk for første gang i 1947, har man en enkel og letforståelig tjekliste at gribe til, hvis man en dag skulle have brug for at afgøre, om det er en potentiel diktator, man står overfor.
Af samme grund bør Orwells bog på et eller andet tidspunkt havne på ethvert ungt menneskes gavebord om det så er til jul, fødselsdag, konfirmation eller nonfirmation.
Læsningen af den vil vaccinere de fleste mod at tro på en del af de løgne, vi dagligt overdænges med – ikke mindst via nettet – for at franarre os magten og lokke os til at lægge den i hænderne på nogen, der kun er optaget af egne interesser. Og behovet for en vaccine er desværre fortvivlende stort, nu hvor to store -ismer, populisme og totalitarisme, arm i arm stormer frem i hele verden – også i Europa.
Romanens alder og tunge emne er i øvrigt ingen grund til at lade sig afskrække. Den er kort, letlæst og så elementært spændende, at den er svær at lægge fra sig, når man først er begyndt.
Dertil kommer, at vi alle – børn som voksne – vil have godt af en pause fra skærmens flygtige, lette informationsstrøm og godt af i stedet at læse en bog. Intet andet medie giver den samme mulighed for fordybelse. Bøger er ikke akkompagneret af forstyrrende lyde. Der er ingen flimrende reklamer i udkanten af synsfeltet, ingen algoritmestyret tilskyndelse til at zappe videre til en anden historie.
Når det gælder bøger og læsning kan man med sindsro svælge i kalorierne, for vi har brug for andet og mere til at forme os end korte nyhedsartikler, Facebookopslag og videoer på TikTok.
Derfor er det også trist og næsten ikke til at forstå, at hver ottende elev i dag forlader folkeskolen uden ordentlige læse- eller matematikfærdigheder, når nu evnen til at læse og tilegne sig viden gennem bøger er en af de største gaver, man kan give som samfund og demokrati og få som individ og borger.
Så lad os læse mere og forære hinanden flere bøger – unge som ældre. Gerne Kammerat Napoleon, men ellers en anden. Husk også de stakke af brugte bøger, som kan erhverves for småpenge hos antikvariater og i genbrugsbutikker. Dér købte jeg min egen 1977-udgave af Kammerat Napoleon for efterhånden mange år siden.
Som en sløjfe på historien skal det som en ikke uvæsentlig tilføjelse nævnes, at George Orwell øjensynligt ikke i alle henseender var det kloge og gode menneske, som man kunne tro, når man læser hans bøger. Hans syn på kvinder var i bedste fald stereotypt, og han opførte sig hverken ordentligt over for sin kone eller andre kvinder, læste jeg for nylig i JP Bøger, hvor forfatter Rikke Viemose i en klumme omtalte en ny bog, ”Wifedom” skrevet af Anna Funder, om ægteparret Eileen O’Shaughnessy og George Orwell.
”Wifedom” tegner ifølge Viemose et meget lidt flatterende billede af Orwell. For eksempel skulle han i sit forfatterskab have fået endog meget stor hjælp af sin veluddannede og dygtige hustru Eileen O’Shaughnessy, som blandt andet skulle have skrevet Animal Farm sammen med Orwell, men aldrig blev krediteret for noget som helst i forbindelse med hans bøger.
Det er jo bare fattigt og sørgeligt, men et godt argument for heller ikke at lade sig forføre ud i Orwell-isme. Det er klogt at efterlade plads til et sundt mål af skepsis, uanset hvem budbringeren er.
