Jeg prøver at holde mig væk. Dels har jeg det svært med at se bøger blive smidt ud, dels synes min bogsamling allerede at vokse helt af sig selv. Men tit ender jeg alligevel med at hænge hen over kanten af genbrugspladsens bogcontainer og tjekke indholdet, selv om jeg egentlig bare skulle af med nogle flasker, papkasser og lidt byggeaffald.
Hvorfor det lige var den tynde, olivengrønne bog, jeg rakte ud efter og trak frem af bunken, ved jeg ikke. Den mindede mest om en skolebog, et matematikkompendium eller Svagstrømsteknik for begyndere. Kedelig, uden flapper, limet i ryggen og bestemt ikke af høj kvalitet.
”Præsten fra Wakefield” stod der på omslaget. En roman skrevet af Oliver Goldsmith, oversat fra engelsk af Frank Jæger og illustreret af Mads Stage. De to sidste har jeg da hørt om, men ellers var jeg på bar bund.
Bogen var udgivet af forlaget Hernov. Første udgave i 1973, denne grønne 2. udgave i 1998.
Nysgerrig vendte jeg bogen om for at læse teksten på bagsiden, og så var det, jeg forelskede mig i den. Ikke fordi forlaget dygtigt bruger pladsen på at sælge bogen, faktisk mest fordi de gør det stik modsatte.
Plottet vurderes åbenbart at være helt uden betydning for læseren, for hele handlingen inklusive slutningen gengives og det lettere sarkastisk:
”Allehånde ulykker ramler ned over den brave familie, der ender i gældsfængsel. Under alt dette får læseren tildelt forsvarlige rationer af patos, melodrama og socialt samvittighedsnag, indtil den følsomme mand, Mr. Burchell, dukker op og løser alle problemer, således at de dydige får deres løn, og de udydige deres straf, og således at præsten på ny kan samle sin familie ved kaminen,” lyder en del af beskrivelsen.
Man får det indtryk, at forlaget – eller den der har skrevet bagsideteksten – ærlig talt synes, det er en ret ringe roman, og næsten føler, der bør undskyldes for at udgive den.
Forlaget trækker lidt i land i næste afsnit, men kun lidt: ”Der er ikke så lidt patos i denne skildring, men den besidder tillige en humor og en idyllisk charme, der er fuldt troværdig og har gjort den til et af århundredets store klassiske romaner.”
Nå ja, Herregud! Det er en klassiker, så nogen skal jo udgive den, og ja, denne gang var det så vores tur.
Den britisk-irske forfatter Oliver Goldsmith blev født i 1730 ifølge lex.dk. Han skrev ”Præsten fra Wakefield” i 1766. Bogen udkom første gang på dansk i 1779. Jeg har ved et tilfælde fået en roman i hænderne, som er skrevet for 258 år siden. Pokker om jeg kan forstå, hvorfor forlaget ikke forsøger at sælge den lidt bedre, når de nu én gang har besluttet sig for at udgive den.
Problemet er formentlig, at den indeholder ”forsvarlige doser af patos, melodrama og socialt samvittighedsnag”. For patos (en fremstillingsmåde, hvor der på én gang tales bevæget og højtideligt) og melodrama (overdrevne virkemidler) er ikke på mode i dag, og var det heller ikke i hverken 1973 eller 1998, ligesom socialt samvittighedsnag åbenbart heller ikke var. Den slags regnes for dårlig smag.
Forlaget føjer trøstende til, at bogen er ”mesterligt oversat af Frank Jæger og lige så mesterligt illustreret af Mads Stage.” De to er nemlig god smag og endnu ikke umoderne.
Men er romanen så værd at læse? Ja, for søren. Den er sjov, vittigt fortalt af en finurlig fortællestemme og utrolig velskrevet. Sproget er forsiret og snørklet, men ikke på en måde, som gør den svær at læse. Og de tanker, fortælleren, den gode præst fra Wakefield, gør sig om livet, verden, menneskets laster og dårskab, er meget lidt forskellige fra de tanker, man kunne gøre sig om de samme ting i dag. Kunne man trylle hovedpersonen eller forfatteren frem i vor tid, lod de sig sandsynligvis begge forholdsvis let integrere i nutiden. Præsten gør sig for eksempel nogle ret progressive tanker om forbrydelse, straf og forbedringshuse kontra fængsler, som sagtens kunne fortjene overvejelse også i dag.
Under læsningen kom jeg til at tænke på Jane Austens senere beskrivelse af familien Bennet i ”Stolthed og fordom” (1813) med de mange døtre, som moren allerede har så godt som giftet væk, straks en mand viser interesse for en af dem, mens faren er mere forbeholden.
I ”Præsten fra Wakefield” er der to giftefærdige døtre, og forældrenes handlemønstre ligner. Måske var det en problemstilling, det var umuligt ikke at forholde sig til dengang. Eller Jane Austen (1775-1817) kan have læst Oliver Goldsmith og ladet sig inspirere. Den slags må man gerne. Mange forfattere har siden ladet sig inspirere af Jane Austen.
Står valget mellem ”Præsten fra Wakefield” og ”Stolthed og fordom” vil jeg i øvrigt til hver en tid anbefale Jane Austens roman. Den er både mere helstøbt, vittig og underholdende. En perle.
Mary Shelley (1797-1851) har helt sikkert læst Oliver Goldsmiths roman, før hun skrev sin klassiker ”Frankenstein” (1818). For i romanen lader hun Victor Frankensteins gode ven, Clerval, henvise til en sjov passage i ”Præsten fra Wakefield” på en måde som antyder, at Goldsmiths roman er almindeligt kendt. ”Jeg tjener ti tusind floriner om året uden at kunne græsk. Jeg spiser solidt uden at kunne græsk,” erklærer rektoren på Løwens Universitet, da Wakefieldpræstens søn kommer rejsende for at tilbyde ham og universitetet sine kundskaber i græsk. Det er med det citat, Mary Shelley lader Clervals modvillige far belære sin søn, før denne drager af sted for at studere.
Oliver Goldsmith løber i sin roman ind i det samme problem, som mange andre forfattere. Slutningen er ikke overbevisende. Den er både lidt rodet, lidt forhastet og mangler troværdighed – også hvad angår flere af karakterernes opførsel.
Men slutninger er svære, selv for en kæmpe som Stephen King. Han skriver blændende, men det ender ofte et lidt sært og ikke helt tilfredsstillende sted.
Oliver Goldsmith får det næstsidste ord, for det fortjener han, og han lader præsten slå stilen an på allerførste side:
”Jeg har altid ment, at en ærlig mand, der giftede sig og opdrog en børneflok, gjorde verden en større tjeneste end den indgroede pebersvend, der bare snakkede om befolkning af jorden. Jeg havde derfor knapt været ordineret i et år, før jeg for alvor begyndte at tænke på ægteskab, og jeg valgte mig en kone på samme måde, som hun valgte sin brudekjole: Vi tog ikke efter et glat, bestikkende ydre, men valgte en kvalitet, der kunne slides på. Retfærdigvis må det siges om hende, at hun var en godhjertet og dygtig kvinde, og hvad dannelse angår, overgik hun de allerfleste landsbydamer. Hun kunne læse hvilken som helst bog på modersmålet uden at skulle stave sig ret meget igennem den, og ingen var hendes overmand, når det gjaldt om at sylte og salte og koge og stege. Hun roste sig også af at være en god økonom, selvom jeg aldrig opdagede, at vi blev rigere trods al hendes økonomi.”
Bogen står nu på min reol. Både fordi det er en glimrende roman, men også fordi den må have stået på en andens reol i et kvart århundrede uden at blive læst. For da jeg fiskede den op af genbrugspladsens container var den så ny og fin som dengang i 1998, da den blev trykt hos Nørhaven a/s i Viborg, hvor også min egen seneste roman, Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt, er trykt.
Spinkel, måske. Men leder man efter en forbindelse, skal man nok finde den.
